Den amerikanske filosof Nancy Fraser kom til Roskilde og fortalte om Obamas fiasko, kapitalismekritikken, venstrefløjens udfordringer og feminismens paradoks.
Rune Lykkeberg lavede et fint interview med hende, hvor Fraser bl.a. lavede en tredelt kapitalismekritik.
»Der er tre former for kritik af kapitalismen,« forklarer Fraser: »Og efter min mening har vi brug for alle tre i dag.«
Den første går tilbage til Karl Marx:
»Den påpeger, at kapitalismen i sig selv er destruktiv. Den vil udvikle kriser og sammenbrud. Det så vi med finanssektorens kollaps. Vi ser også i dag, at kapitalismens kriser bliver til økologiske kriser, som truer med at gøre vores planet ubeboelig. Den form for kritik er uundværlig.«
Men den kan ifølge Fraser ikke stå alene:
»Der er en anden kritik af kapitalisme, som handler om uretfærdighed. Det er en moralsk kritik af udbytning, som ikke kun handler om, at fabriksarbejderen bliver udnyttet af direktøren. Den afdækker også, hvor ulige succes og fiasko er fordelt over hele verden. I vores del af verden forventer man at blive 80 år gammel, mens man i visse steder i Afrika ikke kan regne med at blive ældre end 15 år. Det er en himmelråbende uretfærdighed, som gør også denne kritik nødvendig.«
Den tredje form for kritik ser på kapitalismen som livsform:
»Den handler om, hvad kapitalismen gør ved os som mennesker. Den spørger, om vi bliver gjort til tvangsprægede forbrugere, om vi bliver opdraget til kun at tænke på os selv og ignorere dem, der er langt væk. Den spørger med andre ord, om kapitalismen underminerer kreativitet, kulturel rigdom, solidaritet og frihed.«
Læs hele interviewet på information.dk og se interviewet på video.
Se min anmeldelse af Fraser og Honneths “Anerkennung oder Umverteilung” her:
http://rauli.cbs.dk/index.php/dansksociologi/article/viewFile/777/811
mvh Jonas